”Forladte steder vækker min nysgerrighed. Forfaldet fascinerer mig.
Jeg hedder Rasmus Bremholm, er 38 år, født og opvokset i Kastrup på Amager.
Som teenager lavede jeg en del film, her i blandt en gyser, der kom til at foregå på det nu nedrevne Kastrup Glasværk ved Kastrup gamle Havn.
At gå rundt på den forladte fabrik, hvor man stadig kunne spore tegn på produktionen af glas – og lade tankerne og forestillingerne om fabrikkens liv og skæbner køre inde i hovedet – dét var spændende.
Lige siden har jeg været draget af forladte steder. De bærer alle på en ro, som jeg nyder at være midt i – samtidig med at verden udenfor farer afsted – herunder mit eget liv.
Med mine fotografier søger jeg at fastholde oplevelsen – og tage den med mig.
I begyndelsen rejste jeg meget rundt i Danmark – de senere år har jeg opsøgt mange lande i Europa. Sverige, Tyskland, Belgien, Frankrig, Italien, Rumænien, Slovenien, Østrig, Schweiz, Polen, Bulgarien……
Jeg har fotograferet alt fra en gamlings lille hus på landet, over fabrikker, børnehjem, sindssygehospitaler, en kommunistisk højborg, synagoger, kirker til de mest fantastiske herskabsboliger og slotte.
Verden er stor – jeg har mange drømme, der skal forfølges.”